søndag den 7. januar 2018

Smerter og januarfortsætter

Der har været stille et stykke tid på bloggen. Jeg har forsøgt at opdatere min IG jævnligt, men ikke helt så meget, som jeg havde håbet. Det skyldes, at jeg har været ramt af slemme smerter hen over julen. Der er som sådan ikke rigtig kommet bedring på det endnu, men jeg har måske vænnet mig lidt mere til det. Jeg vil ikke komme ind på, hvad det handler om endnu. Og det skyldes, at jeg faktisk heller ikke er helt sikker selv. Jeg går stadig jævnligt til lægecheck, skanninger mv., men ingen er endnu 100% sikker på, hvad der er i vejen. På sin vis er jeg selv ret sikker, men jeg håber stadig, at det er noget andet, end jeg tror. Men nok om det for nu.. Jeg skal nok opdatere jer inden længe.


Et nyt år er nu startet, og vi er allerede kommet godt igang, men jeg synes nu alligevel, at det er på sin plads med den blog-obligatoriske "Nyt år"-skrivelse. 2017 har på mange måder været et fuldstændig omvæltende år for mig. Det har været helt vanvittigt hårdt på mange måder, og jeg har bl.a. mistet en af de mennesker, der har betydet mest for mig de sidste 14 år, og som jeg har talt med dagligt. Hvor har det dog været hårdt! Jeg har grædt i stride strømme, og det har væltet min verden. Alligevel har 2017 også budt på nogle af de mest fantastiske ting, der næsten helt ubeskriveligt har gjort mig så lykkelig og stolt. Jeg har fået en fuldkommen vidunderlig kæreste, som jeg nu bor sammen med, jeg har færdiggjort min uddannelse, fået et super spændende job og kan skrive hele 2 udgivelser på mit CV for 2017. Det har været et vandvittigt år.

Selvom det på mange måder har været et helt fantastisk år, så håber jeg alligevel, at 2018 bliver lidt mere stille. Jeg synes ikke helt, at jeg har brug for den form for ekstremiteter, som jeg måtte igennem i 17. Derfor har jeg også valgt at gøre noget lidt mindre dramatisk ud af mine nytårsfortsætter for i år. Fremfor at sætte nogle større mål, der skal opnås gennem året, så har jeg valgt, at jeg i stedet vil se hver ny måned som en ny mulighed og en ny start for at nå nogle mindre mål samt delmål. Bl.a. lyder mine "januarsfortsætter", at jeg vil:

- Fokusere på bedring af min hudlidelse. Jeg ved, det bliver en sej kamp, og at jeg ikke kommer ud af januar med fuldkommen perfekt hud, men jeg skal virkelig gøre noget aktivt nu for at nedbringe omfanget af min allergi. Det vil jeg gøre ved at være lidt ekstra god ved min hud, end jeg tidligere har været. Jeg vil gøre ekstra meget ud af at pleje min hud optimalt, sørge for massere af fugt og ro, gode nærende produkter og ikke at kradse, når kløen bliver slem. Det er måske lettere sagt end gjort, og indtil videre går det ikke for godt.. men nu skal det altså være!

- Fokusere på at få det bedre - ikke kun med min hudlidelse men også med mine førnævnte smerter. Selvom der ikke er så meget, jeg selv kan stille op lige nu, da der stadig er uvished om, hvad det er, så vil jeg lytte noget mere til min krop. Generelt synes jeg, at jeg er god til det, men jeg vil være ekstra opmærksom nu her, indtil jeg få mere viden om, hvad det er. Så må jeg tage en sygedag indimellem, hvis det er nødvendigt, droppe træning, gå tidligt i seng, droppe rengøringen mv. Andet nytter ikke.

- Få ryddet ud og solgt ud i nogle af de ting og sager, jeg ikke får brugt og måske endda slet ikke har brugt. Jeg har faktisk allerede fået solgt 3 ting i denne uge, så det synes jeg da er ret godt gået. Her er særligt Tradono min ven, men jeg overvejer da også at genfinde min vej på Trendsales og måske også nogle Facebookgrupper. Det er bedre, at tingene får et nyt hjem, hvor de bliver brugt, fremfor at ligger herhjemme bagerst i skabet.

De 3 ting lyder måske ikke af meget, men det er nogle overordnede mål, jeg har sat mig her for januar, og som jeg håber og tror på, at jeg kan gennemføre. De er måske ret forskellige, men hver især tror jeg på, at de vil kunne gøre min januar - og 2018 - endnu bedre og mere overskuelig. Jeg håber, at min pointe om "januarfortsætter" kan være til inspiration for andre, der også må have nogle delmål, som måske ikke synes "store nok" til at være for hele året, men som alligevel vil kunne gøre en kæmpe forskel for det nye år, vi nu er kommet ind i.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Følg mig på Instagram

Follow on Bloglovin

Søg i denne blog

Blog-arkiv

Populære indlæg